At Udlændingeservice de seneste år har udviklet sig til en moderne servicemyndighed bliver nu anerkendt på europæisk plan med nomineringen til Den europæiske kvalitetspris for den offentlige sektor (European Public Service Award, EPSA). De nomineres i kategorien ’Forandringsledelse’.
Udlændingeservice om nomineringen
”Vi er meget glade for den anerkendelse, der ligger i nomineringen,” siger Udlændingeservices direktør Henrik Grunnet. ”Men det afgørende for os er, at den inspirerer os til at forbedre os videre og nå vores næste målsætninger omkring trivsel og innovation. Vores ambition er at blive en af Danmarks bedste offentlige arbejdspladser inden udgangen af 2010.”
Prisuddelingen og udvælgelsesproces
Prisen uddeles 5. november i Maastricht af den estiske næstformand for EU-Kommissionen Siim Kallas på baggrund af nominering fra en jury, der består af forskere og forvaltningseksperter. Indstillingen er sket efter en evaluerings- og valideringsproces. I opløbet har repræsentanter fra et ’indstillingsudvalg’ bestående af forskere og medarbejdere fra EPSA´s sekretariat været på besøg i Danmark for at efterprøve Udlændingeservices ansøgning.
Moderne servicemyndighed – det skal have sin pris
Personalestyrelsen i Finansministeriet er den danske partner i EU-samarbejdet om EPSA. Direktør for Personalestyrelsen, Lisbeth Lollike, siger om juryens nominering af Udlændingeservice:
”Udlændingeservice har prioriteret ledelsesudvikling meget højt i den turn around som er skabt – ikke bare på papir men i praksis. De har sat professionalisering af ledelse på dagsordenen i styrelsen, og det er helt konkret på hvert andet chefmøde. Det er lykkedes at opbygge en ny fortælling, der understøtter trivsel, effektiv service og kvalitet i sagsbehandlingen. På mange måder er organisationen eksemplarisk i forhold til omstillingen fra et klassisk bureaukrati til moderne servicemyndighed. Det håber jeg juryen sætter pris på”.
Delegation fra Udlændingeservice til prisfest i Maastricht
Til prisfesten deltager en delegation fra Udlændingeservice bestående af fuldmægtig Jesper Wodschow Larsen, vicedirektør Poul Mose Hansen og kontorchef Morten Bo Laursen.
Fra venstre: fuldmægtig Jesper Wodschow Larsen, vicedirektør Poul Mose Hansen
og kontorchef Morten Bo Laursen.
”Det er en ære at blive indstillet til prisen. Indstillingen viser, at det nytter med en målrettet indsats, hvis man vil forandre. Det har vores medarbejdere aktivt taget del i. Indstillingen til prisen er således en anerkendelse af deres meget store indsats,” siger vicedirektør Poul Mose Hansen.
Læs mere om EPSA
På personalestyrelsen.dk/EPSA
På EPSA's hjemmeside.
Se det endelige program for seminaret i forbindelse med prisoverrækkelsen samt pressemeddelelse om alle aktiviteterne.
Foto: Martin Lehrmann/Polfoto (øverste foto).